En far får en kort besked fra sin voksne datter. Hun kan alligevel ikke komme på søndag. Han bliver skuffet og begynder at skrive et svar. Allerede i anden sætning handler det også om de tre foregående søndage.

Inden han sender svaret, spørger han en AI, hvordan den læser beskeden. Forestil dig to mulige svar. Det ene antyder, at datteren tager hans tid for givet. Det andet peger på, at hun ikke har sagt, hvorfor hun melder afbud, og nævner nogle mulige grunde. Det første svar giver ham følelsen af at have ret. Det andet gør ham nysgerrig nok til at ringe. Hun har haft en elendig uge og har ikke haft overskud til at forklare sig. De spiser sammen tirsdag.

Scenen er tænkt, men begge forløb er genkendelige. Farens følelser er virkelige i begge tilfælde. Et par sætninger på en skærm kan ændre, hvilken følelse der tager over, og hvad han gør med den.

Hvor går grænsen?

Meget af det, vi går op i, kommer til udtryk gennem sproget. Vi bruger ord til at give løfter, videregive vores tro, bede om tilgivelse og forklare, hvorfor noget gjorde ondt. Efterhånden som AI overtager mere af det arbejde, er det fristende at sætte en grænse ved følelserne og sige, at her begynder det menneskelige.

Den grænse giver mening, hvis vi taler om selve oplevelsen. Det er faren, der mærker skuffelsen og lettelsen. Han har mange års minder med sin datter, og han skal leve med det, der sker efter samtalen. AI’en kan skrive overbevisende om alt det. Hvor godt den skriver, siger meget lidt om, hvorvidt den selv oplever noget.

Men at have en følelse og afgøre, hvad den betyder, er to forskellige ting. Jeg er såret kan faren sige med sikkerhed. Hun ville såre mig er en påstand om et andet menneske, og han har én kort besked at bygge den på. Hvis AI’en behandler den påstand som afgjort, kan følelsen blive sværere at slippe. Hjælper den ham med at se forskellen, kan det blive lettere at tage samtalen.

Hvad vi kan øve os på allerede nu

Her er en hypotese, vi kan afprøve. Når AI giver flere plausible læsninger af en tvetydig besked og gør klart, hvad vi stadig ikke ved, bliver folk måske mindre sikre på deres første fortolkning og mere tilbøjelige til at spørge afsenderen direkte.

Giv tre grupper den samme besked. Den første læser den alene. Den anden får én sikker fortolkning fra AI. Den tredje får flere plausible læsninger og får at vide, hvad beskeden lader stå åbent. Spørg så deltagerne, hvad de tror, afsenderen mente, hvor sikre de er, og hvad de faktisk ville svare. Det sidste er jeg mest nysgerrig på. Man kan godt indrømme, at man er i tvivl, og stadig sende en glimrende lille håndgranat.

Vi kan prøve det samme i vores eget liv. Før vi spørger AI Hvem har ret her?, kan vi spørge Hvad tager jeg for givet, og hvad kan jeg spørge den anden om for at finde ud af det?

Jeg kan godt forestille mig en fremtid med mere avanceret AI, hvor vi bliver bedre til at betvivle vores første læsning af hinanden. I den fremtid er noget af det mest nyttige, en maskine kan gøre med ord, at give os en grund til at tage telefonen.